Jul i landsbyen

To kvinder i klædt røde tophuer bager æbleskiver på brændekomfur.

Dato/klokkeslæt
Dato(er) - 03/12/2023
10:00 - 16:00


Tag bedstemor, børnene og vennerne med til Pederstrup den første søndag i advent, hvor hele landsbyen syder af god gammeldags julestemning. På museet kan du smage på julens historie; udendørs bliver der bagt 1700-tals æbleskiver på brændekomfuret, på Lindbjerggård serveres den nymodens dessert ris a la mande i 50er køkkenet og i “Ved porten” kan du hjælpe husmoderen med at trille pebernødder. Slå dig også ned ved at bord og lav dit eget urtesalt eller besættelsestidens erstatningskonfekt. Teatergruppen KLIMA giver smagsprøver på deres juleforestilling. “De vilde ris”, som de opfører den 9. og 10. december i deres nye lokaler på Baltorpvej. På Grantoftegaard kan du besøge det hyggelige julemarked med boder og øko julerier. På Ryttergården holder folkedanserne julestue med dans, tombola og salg af æbleskiver kl. 11.00-15.00.  Nyd hjemmebagte julesmåkager og andre lækkerier hos Konditorgården i Store Peters Hus, der holder åbent kl. 10.30-17.00.

Vis hensyn
Kom til fods eller på cykel. Hvis du kører i bil, så parkér på Ryttergårdens parkeringsplads eller uden for landsbyen. Der er parkering hos virksomheden FaustDyrbye på Baltorpbakken 5-7.  Undlad venligst at parkere langs vejen og gadekæret i landsbyen.