Pederstrup er bevaret som historisk og levende landsbymiljø med huse og gårde beliggende omkring gadekæret og landsbyens oprindelige græsningsareal. I dag består landsbyen af privat beboelse samt fire gårde, der huser henholdsvis museet, Grantoftegaard, Skoletjenesten Pederstrup og Ballerup Folkedanserforening.

Skoletjenesten Pederstrup tilbyder læringsforløb til folkeskolerne i Ballerup Kommune. En stor del af den lokal- og kulturhistoriske undervisning tager udgangspunkt i museets samling og udstillinger.

Grantoftegaard er en socialøkonomisk virksomhed, der driver økologisk landbrug. Ved stadeboden sælges gårdens egen produktion af årstidens grøntsager.

I Store Peters Hus har frokost- og kagestedet Konditorgården til huse.

Bålhytte
Nord for Ryttergården ligger skoletjenestens bålhytte. Bålhytten bruges af skoletjenesten og museet til undervisning og formidling. Disse aktiviteter har fortrinsret til bålhytten. Hvis der ikke er aktiviteter i hytten, kan den frit benyttes. Bålhuset må bruges indtil kl. 20.00. Man bedes rydde op efter sig selv.

Offentligt toilet
Foran Ryttergården og overfor gadekæret ligger landsbyens offentlige toilet. Toiletbygningen rummer to mindre toiletter samt et handicaptoilet. Toiletterne er åbne i dagtimerne.