Med afsæt i historien om den russiske prinsesse Olga Alexandrovna, der flygtede fra revolutionen i Rusland i 1917, stilles skarpt på en række almenmenneskelige spørgsmål og temaer fx Hvad er min kultur? Hvad er et hjem? Identitet og personlige valg.

Udstillingen fortæller historien om Olga – fra en opvækst i overdådig luksus til et liv i landflygtighed, om russiske immigranter og om mennesker, der gennem tiden er flyttet til Ballerup fra et andet land eller en anden landsdel. Historierne i udstillingen bliver fortalt gennem malerier, genstande, personlige ejendele og visualiseret med forskellige fortællestile og teknikker fx lys- og lydeffekter.  

Fra storfyrstinde til bondekone i Ballerup
Olga Alexandrovna (1882-1960) var datter af Alexander III, Zar af Rusland, og den danske prinsesse Dagmar. Under den russiske revolution blev hendes bror Zar Nikolaj II og hele hans familie henrettet. Olga flygtede med sin mand, to sønner og mor til Danmark. Fra 1930-48 boede Olga med sin familie i Ballerup, hvor de drev landbruget Knudsminde. Olga malede gennem hele livet, særligt motiver med blomster.

Hvad vil det sige at være Ballerupborger?
Som et spor gennem udstillingen er indarbejdet personlige fortællinger fra og om mennesker, der er flyttet til Ballerup Kommune gennem tiden.

Kosak eller prinsesse?
I udstillingen er et børneafsnit, hvor man kan klæde sig ud. Man kan også slå sig ned ved bordet i udstillingen, og tegne en tegning med inspiration fra Olgas malerier, spille et huskespil med Olgas malerier eller læse Olgas børnebog “Eventyret om de tre hvide bjørne”.