I marts 2025 meddelte Postnord, at firmaet ville stoppe med at levere breve i Danmark. Posthusene er forsvundet for længst, og pakker sender og henter vi i supermarkedet eller kiosken. I den lille udstilling tager vi dig med på en nostalgisk tidsrejse gennem postens historie i Ballerup – fra byens første brevsamlingssted i Brødrene Reehs Kjøbmandshandel til det nybyggede moderne posthus ved Ballerup Station med postsorteringshal og stort ekspeditionslokale.
Mens de voksne fordyber sig i udstillingen, kan familiens yngste lege postkontor med stempler, frimærker og postkasse. Man kan også tegne eller skrive et postkort.
Udstillingen er udarbejdet af Ballerup Stadsarkiv og sat sammen med genstande fra Ballerup Museum.
