Fra stenøkse til computer

På Pederstrupggaard finder man udstillingen 'Fra stenøkse til computer.' Udstillingen viser Ballerup Kommunes historie og udvikling.

I udstillingen kan man blandt andet opleve en gammeldags skolestue og en børneafdeling med pige- og drengelegetøj. Dernæst følger afsnit om kommunens arkæologi, gravhøje, overtro og middelalder kirker. Så går det hurtigt: Kongens Bønder, Kongelig jagt, Svenskekrigene, bondereformerne, stationsbyen, foreningslivet, kroen, stationen og forstadsudviklingen. Udstillingen slutter med et blik på nogle af områdets store virksomheder, der har været med til at bære deres del af kommunens udvikling og økonomi. En række skæve fortællinger om fremtrædende lokale personligheder binder historien sammen. Blandt andet fortællingen om klovnen Gobert Belling og hans flyvende hunde, Morian Hansen og Skovlunde Flyveplads, Christen Christensen Bommerhede og Napoleonskrigene.
I udstillingen er opstillet elektroniske skærme, hvor man kan se gamle filmklip og billeder fra lokalområdet. Endvidere er der over hele udstillingen opsat forskellige lydeffekter.