Home Udstillinger Lindbjerggaard
 

Lindbjerggaard

stueklunkelindb

I Lindbjerggaards stuehus kan man opleve bondens stuer, som de så ud i 1800- og 1900-tallet. En stor del af de udstillede genstande stammer fra Ballerupområdet fx er byhornene fra de lokale landsbyer udstillet på gården. I klunkestuen bliver kaffebordet dækket op til årets forskellige højtider og årstider. Om sommeren pynter afskårne blomster fra bondehaven fx bordet og ved juletid sidder museets to ældste nisser i sofaen ved kaffebordet. Det første rum man møder, når man træder ind i stuehuset er køkkenet, der er fyldt man 'Madam Blå' køkkenudstyr. Køkkenet stammer fra 1950, hvor også resten af gården blev moderniseret. I køkkenet blev det nye centralvarmekomfur opsat, og der blev lavet nyt køkkenbord med vask og rindende vand. 

karlenskammerlindb

jagtstuelindbjerg                                                                    

I længerne er der indrettet karlekammer, lokum og vaskehus samt en udstilling med gamle landbrugsredskaber.

På Lindbjerggaard finder man desuden mindre skiftende særudstillinger.

Til Lindbjerggaard hører også den smukke og velholdte prydhave fra omkring år 1900

Lindbjerggaards historie - kort fortalt
Lindbjerggaard var i 1600-tallet dobbeltgård med nabogården Ryttergaarden med to forskellige fæstere. Under Svenskekrigene i 1658-60 blev Pederstrup revet ned af svenske soldater, og tømmeret fra gårdene blev sandsynligvis brugt til at opføre svenskelejren Carlstad i Brønshøj. Efter krigen blev Lindbjerggaard og Ryttergaarden opført som to selvstændige gårde. Lindbjerggaards længer lå oprindeligt til den side, hvor haven i dag er – tæt op ad Ryttergaardens længer. I 1824 overtog en ny ejer ved navn Peder Rasmussen gården. Han satte bygningerne i stand, der på det tidspunkt var temmelig forfaldne, og byggede gården om. Fra 1825-27 flyttede Peder Rasmussen længerne til den anden side af gården således, at de kom til at ligge nord for stuehuset. Flytningen af længerne skete af forsikringsmæssige årsager, så gården kunne blive forsikret i tilfælde af brand. På den måde blev, der mulighed for at anlægge en have syd for stuehuset.

Den sidste beboer på Lindbjerggaard var Jens Mogens Jensen. Jens Mogens Jensen var søn af Niels Peter og Inger Kirstine Jensen, der ejede Lindbjerggaard fra 1885-1909. Jens Mogens Jensen overtog gården fra forældrene i 1909, og boede der frem til 1969. I 1969 købte Ballerup Kommune gården, og Ballerup Historiske Forening indrettede den herefter til museum.