Anden og manden
"Anden og manden" er titlen på en ny særudstilling, der vises på Ballerup Museum fra tirsdag den 24. marts til søndag den 21. juni. Anden er naturligvis den kendte tegneseriefigur Anders And. Men hvem er manden? Det kunne være andens skaber, Walt Disney, det kunne være den kendte tegner Carl Barks, der udviklede figuren til i tegneseriehæftet. Men det er ingen af dem. Manden i titlen på udstillingen er Frank Weinberger, der er 38 år og til daglig er leder af Ungdomshuset og Baghuset i Ballerup. Frank har en anderledes og pladskrævende hobby. Frank er Anders And samler, og han har en af Danmarks største Anders And samlinger. Der er Anders And overalt i Franks hjem; i stuen, i soveværelset og i børneværelset kan man møde Anders And. I Franks samling indgår alt fra Anders And blade til figurer, biler, tatoveringer, bøger og frimærker med Anders And. Frank er medlem af Dansk Donaldistforening, der har 170 medlemmer.
Langbortistan, pengeløse og Milde Mamon er alle udtryk i Anders Ands univers. Træd ind i Anders Ands verden og oplev en del af Franks store Anders And samling, læs et Anders And blad eller se en Anders And film i udstillingen "Anden og Manden". Med udstillingen fejrer vi også Anders Ands 75 års jubilæum med en kronologisk gennemgang af hans historie.
